Madlandskab 2030 er kendetegnet ved ligeværdighed – mellem menneske og natur, by og land, bevægelse og stilstand. Håndværket ’at holde hus’ er blevet den bærende ide for et fødevaresystem og et samfund, der gror uden at vækste. Det har Daniel Hervik, direktør i Haver til Maver, sat sig i spidsen for. Skolehaven er det nye klasseværelse, og Daniel fortæller her om næste generations evne til at tage vare på sig selv, hinanden og den klode, de er del af.

 

Daniel Hervik med lukkede øjne foran et projiceret billede.
Daniel Hervik er direktør i Haver til Maver, en forening stiftet i 2004 på Krogerup Avlsgård i Humlebæk som en nytænkning af den gamle skolehave-idé. Haver til Maver er nået ud i 20 af landets kommuner og med søsterprogrammer i Sverige, Libanon og Nepal. Fra 2023 åbner det nationale skolehavecenter ’Haver til Maver-huset’ på Frederiksberg.

 

Vi har brug for, at vores børn og unge ved, hvor maden kommer fra. Det er ikke ligegyldigt om de ved, hvor besværligt det faktisk er at få noget til at gro – forudsætningerne for noget så basalt som et måltid mad. Først ved at følge frøet på vej til at blive mad bliver vi i stand til at tænke kritisk og kreativt, i forhold til hvad der serveres, og hvordan netop det måltid påvirker næste høst. Har børn selv dyrket og tilberedt i børnehaven, skolen og hjemmet, tror jeg, de værdsætter avlerens arbejde og slutprodukt højere. Fordi ved de, hvor besværligt og beskidt det egentlig er at dyrke et kilo gulerødder – vel at mærke under forhold, som de fleste af verdens landmænd ville misunde – bliver skellet mellem by og land, mellem jord og bord mindre, og vi begynder måske at forstå hinanden lidt bedre.

Det ser jeg i skolehaven. Børnene møder et stykke bar, dansk pløjemark, som over en dyrkningssæson med Haver til Maver bliver deres helt eget klasseværelse. Når de kommer første gang, spørger vi dem, hvor gulerødder kommer fra. Supermarkedet, siger de fleste, og mælk er vand og mel blandet sammen. Hvis vi er heldige, kommer kakaomælken fra de brune køer. Jordbær er med i madpakken året rundt, og det eneste gnavegrønt er snorlige agurker, babygulerødder eller sløj, rød peberfrugt.

Mange er forskrækkede og vil helst ikke være med, når de møder op hos os i marts. Og april. Og lidt i maj også. Det kan jeg sagtens forstå, men vi skal ikke altid gå uden om det, der er bøvlet. For de stråler efter sommerferien og kan se, hvordan det hårde arbejde er omsat til farver og former, der vælter op af mulden.

Fremtidens madlandskab bliver grobund for en omstilling, der sigter langt bredere end vindmøller og plantefars.

 

 

 

 

 

Godt og grønt på samme tid

For mig er det fineste ikke selve høsten, men dét, den gør ved os. ”Når jeg handler, bekymrer jeg mig ikke,” har jeg hørt børn og unge sige om klimakrisen. Netop i følelsen af handlekraft, mod og håb ligger skolehavens styrke. Som en mikroskopisk brik i omstillingen af vores samfund lyser den op, fordi den er positiv. Vi skal ikke mindre af noget, ikke skære noget, ikke undgå at spilde noget, ikke fravælge alt muligt – vi skal tværtimod mere! Mere fællesskab og nærvær, flere velsmagende måltider i et klasseværelse, der kan mere for flere end det, vi kom fra.

Grunden til, at skolehaven er så afgørende en brik i fremtidens madlandskab, er, at den indre og ydre bæredygtighed får lov at være ligeværdige her. Ja, børnene udvikler konkrete færdigheder og fødevarekendskab til grønnere vaner, men det sker i rammer, hvor der er adgang forbudt for karakterer, telefoner og stressede voksne. Et sted, hvor mobning viger for samarbejde, og hvor der er succesoplevelser at hente i brændekløvning, bedpindemaling og bidrone-smagning. Vi ser lysten til at lære vokse, fordi de teoretiske begreber spejles i virkeligheden: 6CO2 + 6H2O + lys > C6H12O6 + 6O2 på skolen og i rødbeder, pastinakker og porrer i haven. Vi ser sundhed og forebyggelse bundet sammen med det at dyrke mad og sammensætte retter i fællesskab, og det giver mening for ungerne.

100 nedslag i folkeskolen

I madlandskabet 2030 er Haver til Maver vokset fra 20 til 98 kommuner, og børnene møder kredsløbet jord til bord til jord mange gange, fra de er 0 til 18 år. Skolehaven er flankeret af andre praksisfaglige forløb, og alle børn danner i løbet af skolegangen relationer med autentiske fagpersoner såsom kokken, landmanden, gartneren eller tømreren – selvfølgelig i alle aldre og afskygninger! De kender genbrugsstationen, tang-farmen og vandværket og forstår derfor kompleksitet og synergi på en anden måde.

Haver til Maver er i 2030 del af en sammenhængende dannelsesrejse over 10 skoleår, som afsluttes, ved at 9. klasserne – inden de går ud – giver haven videre til de nye børnehaveklasser. Med sig fra folkeskolen har fremtidens afgangselever – foruden faglige færdigheder – en følelse af faktisk at have levet livet; ikke at have været en tur gennem et instrument, der gør dem klar til det. 

Børn og unges opvækst – herunder deres skolegang – er et vindue til fremtidens samfund. Jeg tror, vi har glemt at lytte til vores børn og medmennesker, og vi effektiviserer de stunder ud af livet, der ikke stræber fremad, opad og udad mod noget. Hvis Haver til Maver kan spille en lille rolle i denne usagte del af grøn omstilling, der handler om, hvordan vores børn reelt har det, og vi igen er blevet nysgerrige på, hvem vores børn er netop nu, fremfor hvor vi gerne vil have dem hen, så har jeg gjort noget rigtigt. Fremtidens madlandskab bliver grobund for en omstilling, der sigter langt bredere end vindmøller og plantefars.

Det vil jeg gerne sikre i 2030 – gerne allerede i morgen.

En lille skovl til at grave i haven med set gennem et prisme.

Til toppen