Styrk fællesskabet, og lav mad med andre. I 2030 spiser vi flere måltider sammen, fordi vi nu ved, vi kommer tættere på hinanden, og maden er den samtale-starter, vi kan tage afsæt i og gå videre fra. For Dulfi Al-Jabouri, skuespiller og mad-entusiast, er det dét, mad kan. Pludselig er det ikke længere smagen og råvarerne, vi taler om, men hvem vi er – vores ambitioner, oplevelser og drivkraft. Dulfi Al-Jabouris smittende madglæde skal dyrkes både i familierne, i skolen og i nærmiljøet. 

 

Dulfi Al-Jabouri er skuespiller og mad-entusiast. Han lærer andre at elske at lave mad. I programmet ’Madholdet’ på TV 2 tager han sine venner med i kendte kokkes køkkener for at dele ud af sin mad-kærlighed og inspirere danskerne til at lave mad.

Vi skal have mange flere madfællesskaber i 2030. Hvor vi kan møde mennesker, mens vi hakker løg til et madlavningskursus, dyrker gulerødder i beboerforeningen eller sidder sammen til en fællesspisning. Det vil jeg elske. At fællesskab kan blomstre på nye måder, i forskellige prisklasser og af forskellige bevæggrunde. Om du har tilmeldt dig for at møde nye mennesker, lære at lave mad eller for at styrke parforholdet, er underordnet – så længe du tager initiativ. Og hvis det introduceres som en ting, vil det komme til at blive dyrket meget mere bredt. 

Madlavning skal i fokus! Vi skal dyrke maden mere og lave mad hjemme mindst 3-4 gange om ugen – det skal der være plads til. At vi bruger tiden med dem, vi elsker og holder af – og her er måltidet og maden et naturligt omdrejningspunkt. 

Unge laver jo alt sammen – så hvorfor ikke også lave mad sammen? For det kan være op ad bakke, hvis man gør det alene. Gå sammen med dine venner i køkkenet og kast jer ud i et madeventyr.

 

 

 

 

 

Oplev glæden ved at lave mad 

Jeg elsker at lave mad. Der sker så mange fede ting, når man laver mad sammen. Venskaber og relationer udvikler sig. Følelsen af at gøre noget godt for andre. Glæde – mest af alt glæde! 

Det har jeg fra min mor. Hun har givet mig min kærlighed til mad. Det startede helt som barn, hvor jeg tit stod i køkkenet med hende. Min mor har altid bare sat mig i gang, jeg var hendes ekstra hjælper, og langsomt tog jeg mere og mere initiativ selv. Jeg hjalp med at lave mad til mine søskende, og hun lærte mig at lave en masse klassiske retter. Jeg elskede det, det var fedt! Senere arbejdede jeg i restaurationsbranchen. Først som runner, så tjener og til sidst floor manager. Jeg blev hurtigt venner med kokkene, de har udviklet mine kompetencer og lært mig en masse om avanceret madlavning: at parre mad og vin, hvad man skal kigge og smage efter, kvaliteten af råvarer og at spise efter sæson. 

Alt det vil jeg så gerne have, andre oplever. Så ind i køkkenet med os! 

Bare gør det!

Det hele handler om at prøve sig frem. Der er ikke noget facit, der er ikke nogen regler. Du må gerne fejle, du må gerne fucke op. Ligesom alt andet i livet – så kast dig ud i det, og se, hvor det fører dig hen. Find en opskrift på noget, du synes er lækkert, og start med den. Så kan du altid se, hvad der gik godt og mindre godt, og så derfra justere dig frem til, hvad du godt kan lide. Måske skal den steges mindre, måske skal du bruge flere krydderier. Smag dig frem – og helst i fællesskab med andre!

Unge laver jo alt sammen – så hvorfor ikke også lave mad sammen? For det kan være op ad bakke, hvis man gør det alene. Gå sammen med dine venner i køkkenet og kast jer ud i et madeventyr. I har det sjovt, og I deler både fejl og succeser.

Det er sådan, jeg gør med mine venner – de mest udfordrende mennesker at få ind i et køkken – og virker det med dem, skal det nok virke på andre. Når mine venner spiser hos mig, er der altid nogen, der hjælper til. Jeg tager føringen og sætter dem i gang. Ikke på en slavepiskermåde, men ved at inkludere: Hey Oliver, laver du salaten? Der er hjertesalat, cherrytomater og miniagurker i køleren – skyl dem og snit dem sådan hér, jep, det er fedt. Og så skal der feta i, og bagefter laver vi en dressing. Hans Phillip, tag den her gryde, og start det ene øje på komfuret, og læg så kartoflerne i. Ikke noget stress, bare sjov – dét tror jeg på. Det er hyggeligt, og vi nyder maden meget mere, for vi har lavet den sammen. Det bliver ikke sagt højt, men det er følelsen. Altså hele dynamikken omkring at være sammen bliver anderledes, end når du bestiller noget sammen.

Mad åbner døre

I min ejendom har vi fællesspisning for alle beboerne. Det er superfedt. Vi har et stort fælleslokale med et kæmpe industrikøkken, hvor vi kan mødes. Så laver vi en liste over, hvem der gerne vil deltage – det koster en 50’er – og så køber vi ind og laver mad sammen. På den måde kommer vi hinanden ved. Det er også blevet en decemberting. Så hvis folk ikke har nogen at holde jul med, mødes vi her, laver mad og holder jul sammen. 

Det er jo fantastisk at bruge maden på den måde. Både som en nærmiljø-, fællesskabsting og til at lære nyt om hinanden. Til vores julemiddag laver vi flæskesteg. Bedst som den er i ovnen, kommer jeg med min mors gryde med dolmer, og så spiser alle det med. Jeg bliver glad, når mine naboer synes, det er lækkert, og de spørger ind til, hvad det er. Så kan jeg sige, at det er en klassisk irakisk ret – min yndlingsret – lavet med syltede vindrueblade, fyldt med lækker fars, foldet og lagt i gryden sammen med et lag kalveribs. En ret, jeg har lavet til ære for det her selskab. På den måde forsvinder de fordomme, de kunne have haft omkring mig – i hvert fald begynder de at spørge ind til mig og omvendt. Det åbner døre. Og dét er det unikke ved mad.