Mad kan noget helt specielt. Den kan samle os på tværs af forskelle og livssituationer, i kraft af det vi deler. Madfællesskaber driver meget positivt samvær for os alle sammen, men de kan også være ekskluderende. Lea von Cotta-Schønberg, direktør i Fødevarebanken, har stor ekspertise i at modvirke de negative sider. Her fortæller hun om partnerskaber på tværs af samfundet, om at skabe mindre og neutrale madfællesskaber og om konstant at arbejde for at inddrage mørketallet.  

Lea Gry von Cotta-Schønberg er direktør i Fødevarebanken, der gør overskudsmad til måltider for mennesker, som lever i madfattigdom. Lea har i mange år været leder i Frivilligcentret Halsnæs med fokus på strategi, udvikling og opbygning af civilsamfundspartnerskaber.

Vi kan samles om mange ting, men alle kan og skal spise. Dét er forskellen. Maden er et samtaleemne over bordet, hvor vi ikke bliver sat i en kritisk, skamfuld situation, fordi vi ikke har den samme viden, som de andre. Eller fordi vi ikke går på den samme uddannelse. Du behøver ingen bestemte forudsætninger for at være tilstede. Det frigør! Maden fratager os ansvaret for alt det, vi føler, vi skal leve op til, hvis det bare handler om at spise sammen. Og dét betyder noget, når man har det svært.

For når vi sidder over mad, så sidder vi på en eller anden måde aldrig i stilhed, for 'rækker du mig en tallerken' og 'hvor smager det sørme godt'. Det skaber et udgangspunkt for en relation, som ikke er, hvis vi bare sætter os ned omkring et bord, hvor der ikke står noget. Det er madens egenskab. Måske kender du det fra dig selv, når du inviterer familie og venner på kaffe eller middag – sjældent inviterer vi over på ingenting. Der er altid et eller andet imellem os, som samler os. Her taler jeg ud fra mange års erfaring med, hvad der sker det sekund, der er mad til stede. Det er unikt og smukt.

Trygheden i at vide, hvem man sidder til bords med. Det er noget af det, der virker.

 

 

 

 

Det ekskluderende madfællesskab

Madfællesskaber kan utrolig meget, men de er ikke kun en solstrålehistorie. De kan også forstærke ensomhed. Der er begge perspektiver i det. Madfællesskaber kan ekskludere. Samfundet har rigtig mange mennesker i svære livssituationer. Det gælder f.eks. vores ældre og psykisk sårbare. De møder simpelthen ikke op og får spist maden, hvis de savler, mangler to tænder eller føler, de ikke bidrager til samtalen. De lever med skammen og er ængstelige for ikke at kunne passe ind. Så de trækker sig! Det ønsker vi ikke – vores opgave er respektfuldt at imødekomme og rumme alle mennesker.

Det er dem, der er vores mørketal og den svære gruppe at nå. Der er meget få mennesker, der er alene, men ældre uden pårørende, kan faktisk være helt alene. Spørgsmålet er, hvordan vi knækker koden og får dem inddraget i fællesskabet. Den værdighedsligestilling madfællesskaber skaber, skal alle være en del af. Det skal vi allesammen tage ansvar for og se mulighederne i – både som privatperson, frivillig eller som statslig styrelse, når pengene skal fordeles. Sammen skal vi sikre, at mørketallet ikke vokser. Det er et fortsat problem, for nye ældre kommer til.

En af løsningerne er at lave mindre spisefællesskaber, hvor de mennesker, der har udfordringer og skammer sig over at spise med andre, har mødt hinanden før. Trygheden i at vide, hvem man sidder til bords med. Det er noget af det, der virker. Samtidig sikrer vi, at de får mad og dermed undgår, at de fysiske skavanker eller følelser, som nogle kæmper med, går fra småting til store ting – med et behov for kommunal opmærksomhed. For ikke-betalt samvær er aldrig det samme som betalt samvær.

Partnerskaber er en del af løsningen

Jeg var i mange år den, der lavede fællesskaberne – var tæt på mennesker i svære livssituationer. Fik dem ind ad døren. Ringede til dem, når de ikke kom. Fik de frivillige koblet. Derfor ligger det mig vildt på sinde, at folk der ikke bidrager til bruttonationalproduktet i en periode af deres liv eller på den lange bane, ikke bliver gjort til undermennesker. Og at vi ikke kun måler på folks værdi ud fra hvilken forsørgelseskategori, de ligger i hos kommunen.

Derfor er jeg optaget af at få skabt partnerskaber, hvor vi – frivillige, NGO'er, interesseorganisationer, virksomheder og stat – på bedste måde arbejder sammen om at udvikle vores samfund, så vi kan komme madspild, madfattigdom og mørketal til livs.

Vi skal bryde med den klassiske kombination af embedsværk, interesseorganisationer og udførende. I stedet skal vi inspireres udefra – både geografisk, internationalt og fagligt. Vi skal idé-udvikle og tænke nye modeller ind, der mere direkte kobler samfundsdagsordenen med organisationernes arbejde. Ligesom Fødevarebanken kobler hele klimaområdet med medmenneskelighedsområdet – for det rykker noget! Det skal udbredes både i virksomhederne, i kommunerne, i staten, i NGO'erne. Forestil dig detailkæder, der selv åbner og drifter 15 spisesteder i Danmark, hvor folk bare kan komme ind og spise mad lavet af supermarkedernes eget madspild. Helt neutrale spisefællesskaber af overskudsmad – uden der følger en stigmatisering med.

Den perfekte fordelingsnøgle

I 2030 er vi kommet tæt på den perfekte fordelingsnøgle i forhold til mængden af madspild og madfattigdom, hvor Fødevarebanken kobler de to tal, så vi går i nul: vi afhjælper det madspild, der proportionalt set er hos producenterne i detailhandelen og får det hele leveret ud til de mennesker i Danmark, der har mest brug for det. Det handler ikke om at vokse sig gigantisk. For i 2030 er madspildet halveret takket være en indsats i detailhandelen og hos producenter. Og madfællesskaber rummer nu alle typer af mennesker i svære livssituationer, fordi vi gennem gode partnerskaber har skabt nye modeller, der inddrager mørketallet. Det er min drøm.