I 2030 er det selvfølgelig grøntsager, vi spiser mest af – det er jo dem, der forener os. Jane Sandberg, direktør for Enigma, er ikke i tvivl om, at alle kan være med, hvis det er grøntsager, vi sætter på bordet. Og det er uanset, hvor vi kommer fra, hvad vi fejler eller hvilken religion, vi har. Jane tror på, vi skal sende fadene rundt, når vi vil forandre noget i fællesskab.

 

Jane Sandberg er direktør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation på Østerbro. Hun er cand.phil. i kunsthistorie, journalist og har en master i kommunikation. I 2019 udgav hun bogen ’Come Together’, der handler om Danmarks mange, frivillige fællesskaber.

Afstanden mellem mennesker bliver kortere, når man deler et måltid mad. Jeg tror, det er et urinstinkt, at når man bliver sat ned ved et bord, så er hungersnød ligesom udsat et måltid. Jeg tror, det bor grundlæggende i mennesket – at vi skal være mætte, før vi kan gå på kampscenen. Og det er bare et godt sted at sætte ind, hvis man vil lave forandring. Vi har en kæmpe klimaudfordring, der skal løses, og det er nødt til at ske alle andre steder end politisk. I stedet skal vi gribe hinandens hænder.

Til toppen

Når man vil lave de her store kulturforandringer, er det nemlig afgørende, at man tager fat i vores mellemmenneskelighed i stedet for politik.

 

 

 

 

 

Fællesskaberne er en ressource for forandring

I 2030 udnytter vi kraften i de frivillige fællesskaber. Hvis én barriere kan nedbrydes ved at bage en kage eller lave en gryderet, så er det vores pligt at gøre det i så mange sammenhænge som muligt. Fordi vi ved, at det virker. Vi mødes på tværs til hverdagsmåltider: i fodboldklubben, på biblioteket, og der vil ikke være noget mærkeligt i at smutte forbi det lokale plejehjem til snak og sandkage. 

Når man vil lave de her store kulturforandringer, er det nemlig afgørende, at man tager fat i vores mellemmenneskelighed i stedet for politik. Den politiske virkelighed handler for meget om for/imod, og hvor du står politisk selv. Så opstår der modstand. Men madlandskabet og en bæredygtig verden, det er jo meget større end partipolitik. Så når de her forandringer sker, sker de alle mulige andre steder. Steder, hvor folk selv tager ejerskab. 

I 2030 omfavner vi fællesskaberne som en kæmpe ressource for vores samfund. En ressource, der ikke er betinget af, om man har en lang uddannelse. Fællesspisninger – eller bare fællesskaber, hvor vi sender fadet rundt – skaber brobygning mellem os. Det vil virkelig være et stærkt sikkerhedsnet under et samfund, hvis vi bliver bedre til at lære hinanden at kende ved at spise sammen. Så kommer vi til at ændre vaner – og verden – sammen.

Rollemodeller ændrer vores vaner

Der er mange argumenter, vi har fået manet til jorden i 2030: at det er besværligt at leve sundt, at det er dyrt at leve bæredygtigt, at det ikke smager godt. Men den her ændring af vores måltider handler også om fakta. Og at det koster tid, fordi du skal sætte dig ind i nye måder at tænke din mad på. 

Derfor har vi brug for rollemodeller. Så det ikke bliver afsavn at lægge sine vaner om og tage valg, der påvirker klodens ressourcer mindre, og hvor det næsten kommer til at lyde, som om man skal gå fra farvefjernsyn tilbage til sort/hvid. Sådan er det ikke. Vi skal stadig være mætte og glade i munden, og rollemodellerne skal være med til at inspirere os. De er som medicin mod den modvilje, vi mærker, hvis vi bliver pålagt at ændre vaner. Og hvem siger, at rollemodellerne behøves at være kokke eller politikere? Det kan derimod være den lokale fodboldtræner eller formanden for hundelufterforeningen, der lærer os tricks til at spise klimavenligt.

Det er afgørende for den madkultur, vi er i gang med at gøre bedre, at vi prioriterer at spise sammen med andre. Det er nemt nok at sige, men hvad hvis man ikke har nogen at spise sammen med? I 2030 er vi blevet endnu bedre til at skabe masser af fælles, trygge rum – steder, der er rare at komme: biblioteket, museet, kirken og fritidsklubben. Det skal kulturen og institutionerne forpligte sig til. Det vil alle vinde ved. Skaber vi de tillidsfulde rum, tror jeg, forandringen vil finde sted. Og et godt trick er jo at give folk et måltid mad, når de kommer. 

Store steaks bliver småpinlige

I 2030 kommer vi ikke til at deltage i officielle begivenheder, hvor staten er vært, og se steaks blive serveret. Det vil gøre os pinlige. Det bliver simpelthen flovt. Derfor er det også i 2030 en selvfølge, når man vælger at være vegetar. Det er der ikke noget odiøst i længere. Dét med at spise en god bøf, det er noget man gør fredag – men ikke noget man gør mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Og det kød, vi spiser, bliver lavet så det sker med respekt for vores ressourcer. I 2030 håber jeg, at pulsen slår i klodens slag og ikke i profittens slag.