Formanden for FOA, Mona Striib, er ikke i tvivl om, at det udskammede kaninfoder kommer på alles tallerken i 2030. Men at tage del i en omstilling som lavtlønnet betyder også, at man helt bevidst skal arbejde for, at sunde madvarer bliver billigst. Klima og sundhed skal tænkes ind i alle politiske udspil.

 

Mona Striib, forbundsformand
Mona Striib er formand for FOA, et fagforbund med 172.000 medlemmer, som sammen gør en forskel, når de som social- og sundhedsassistenter, sundhedshjælpere, pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og dagplejere er tæt på de borgere, der har behov for omsorg, hjælp og opmærksomhed.

Hvad er din drøm for Madlandskab 2030?

Vi lever sundere. Og det er gået stærkt. Vi har brug for at gøre noget, der er anderledes – særligt i vores faggrupper. Vi spiser mindre kød. Vi spiser mere varieret. Vi kommer tilbage til at spise nogle af de gamle retter, hvor vi efterligner farmor og oldemor. Vores kroppe har det bedre. Og noget tyder på, at de nye kostråd giver en mere antiinflammatorisk kost, der gør noget godt for alderen. Vores medlemmer går meget op i mad og arbejder efter omlægningen til økologi med bæredygtig kost og spændende smagsoplevelser. De har brugt deres faglighed til at udvikle appetitlig mad til vores ældre og syge. Klimaet har sat en hel bevægelse i gang, og de unge, som er meget bevidste om, at klimaet er truet, påvirker vores madvalg med kødløse dage. Vi kan se og høre det alle steder. Den grønne mad, der engang blev udskammet som kaninfoder, bliver nu spist med stor fornøjelse.

Det har givet en vitaminindsprøjtning at koble klimaet til kostrådene. Der har hele tiden været en diskussion om, hvem der skal bestemme, hvad vi skal spise i skoler og kantiner. Skal staten bestemme? Må der være kødfrie dage? Med klimadagsordenen koblet på kostrådene er der nu en fælles vigtig dagsorden, nemlig at sikre, at verden overlever. Og det gør en forskel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad vil du gøre?

Jeg tror, der skal træffes nogle modige beslutninger. Det er en svær bane, om vi skal adfærdsstyre ved afgifter, eller vi ikke skal. Skal vi i supermarkedet kunne vælge mellem 30 forskellige slags rugbrød og vaskemidler? Og skal vi have en overflod af madvarer, som ikke nødvendigvis er på den sunde side? Det at tage del i en omstilling som lavtlønnet skal betyde, at man helt bevidst arbejder for, at de sunde og gode madvarer skal være billigst. Og hvis vi virkelig vil forandre det her til det nye normale, så skal vi starte med børnene. Der er jo ingen, der slår mors frikadeller. Hvad vænnede jeg mig til dengang? Hvad er det, jeg kan lide? Det er allerede i daginstitutionerne, hos dagplejerne og i skolerne, der skal være sunde madvalg. Vi ved det godt, men har længe haft svært ved at prioritere økonomien til det! Og her har klima i kostrådene givet en vitaminindsprøjtning til denne dagsorden. For nu er det blevet en fælles, vigtig opgave at sikre, at verden overlever. Og de unge og de sociale medier bliver en væsentlig spiller i den forandring. 

Hvad vil forhindre din drøm i at ske?

Økonomisk handler det om, hvilke forbrugsmuligheder man har. Man kan foretage dårlige valg, fordi man er styret af, hvad man har råd til, og så ender man med at spise pasta bolognese 3 dage om ugen. Forbrugssamfundet med en overflod af varer bliver noget af det sværeste at omstille – vi uddanner jo i mersalg! Og får vi ikke løftet lønnen, bliver det sundhedsmæssige nemt nedprioriteret. Så er vi også vanedyr. Det er trygt og godt at gøre det samme, og forhindringsbanen er både hos os selv og som dynamik i vores familier. Jeg har selv en snydeopskrift til lasagne med oksekød, hvor ¾ af kødet er erstattet af hvidkål og gulerødder. De elsker den. Vi må bruge humor og snilde, så vi i stedet for at sige ”aldrig i livet” til en lækker squashtærte slubrer den i os. 

Hvem er dine vigtigste legekammerater? 

Jeg ser gerne, ministeren er mere tydelig i sin rækken ud til, hvad der skal ske: Hvordan aktiverer vi lønmodtagerne i klimamålene? Det er ikke en dagsorden for en borgmester og en kommunaldirektør. Vi har den sammen med lønmodtagerne. I vores overenskomster aftaler vi projekter med måltal, hvor f.eks. kost- og servicesektoren skal undgå madspild, omlægge til økologi og servere spændende mad. I alle vores politiske udspil skal vi huske at tænke klima og sundhed ind, så det bliver en integreret del af vores tænkning. Og vi skal samarbejde med alle de andre organisationer om indsatser, hanke op i os selv og walk the talk. 

Hvad bliver din opgave i 2030?

Klimadagsordenen vil udfordre os mest og samle os mest. Vores vigtigste opgave bliver at fastholde, at vi vil forandre denne verden. At vi insisterer på det. For mange år siden sad jeg på en konference og lyttede til et oplæg med en simulering af, hvordan kloden vil forandre sig, hvor mange steder der vil blive ubeboelige, og hvor mange mennesker vi må flytte rundt på. Dér gik betydningen af klimaproblemet op for mig.

Foto: Tor Birk Trads