Rasmus Prehn, fødevareminister:

Gennem et forandringsprojekt skal vi styrke menneskers lyst til at spise klimavenlig mad, og vi skal styrke erhvervets lyst til at udvikle, producere og tilberede den. Dét er vejen til en gennemgribende grøn omstilling af det danske madlandskab frem mod 2030. 

 

Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Rasmus Prehn belyst af en projicering med række globusser
Rasmus Prehn er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

For mig er der ikke meget, der kan trumfe dét at sætte sig ved et bord for at spise et herligt måltid mad. Helst sammen med andre. Mad skaber nemlig fællesskaber. Som Jane Sandberg siger i et af kapitlerne i denne bog – ’den korteste afstand mellem mennesker er en gryderet’. 

Mad handler også om sundhed. ’Du er, hvad du spiser’. Sådan har man sagt, så længe jeg kan huske. Det nye er, at vi nu også kan sige: ’Vores klima er, hvad du spiser’. Klimadagsordenen har været den vigtige brik, der har flyttet fødevarepolitik højt op på den politiske dagsorden. Fra at handle om nydelse, fællesskab og sundhed handler maden nu også om samfundsforandring – den er blevet storpolitik. 

Sagen er, at en tredjedel af de samlede udledninger af CO2 kommer fra vores fødevarer, og at den udledning, der kommer fra danskernes mad, er urimeligt høj. Så vi er nødt til at gøre noget markant. Det er ikke et valg, vi står med, det er en bunden opgave.

Det er samtidig afsættet for bogen her, hvor et udpluk af den danske madverdens mest inspirerende og originalt tænkende personer kommer med deres vision for 2030. Dem, der har maden mellem hænderne hver dag – og de aktører, som driver de helt store forandringer ude i madlandskabet.

Til toppen

Min vision er, at danskerne i 2030 har taget kostrådene til sig og nu for alvor køber, tilbereder og spiser efter dem – fra Østerbro til Hobro, fra lektoren til betonarbejderen.


 

 

 

 

 

Min vision for 2030

Tag venligst en tur med mig i tidsmaskinen. Min vision er, at danskerne i 2030 har taget kostrådene til sig og nu for alvor køber, tilbereder og spiser efter dem – fra Østerbro til Hobro, fra lektoren til betonarbejderen. Resultatet er, at efterspørgslen efter klimavenlige fødevarer er eksploderet. Det er udbuddet af klimavenlig mad derfor også. 

Hele værdikæden i den danske fødevaresektor, fra gården til laboratorier, fødevarevirksomheder, detailhandelen og de professionelle køkkener, er slået ind på at udvikle, tilberede og markedsføre mad, der er klimavenlig. Derfor vil der i 2030 ligge langt flere velsmagende plantebaserede fødevarer på danskernes tallerkener. Der vil også være endnu flere lækre grøntsager og bælgfrugter. Og herlige fisk. Og en lang række andre lækkerier fra havet, som vi slet ikke kender i dag. Vi taler kort sagt om et boost af ny klimavenlig mad. 

Denne bog rummer derfor også et spændende bud på, hvordan vi kommer til at spise i 2030. Gram Højskole har givet 17 opskrifter på alt, hvad de drømmer om ligger på fremtidens tallerken. Det er inspirerende mad, som jeg glæder mig til at gå i køkkenet og lave. Den klimabevidste fremtid bliver på ingen måde kedelig!

Min ambition er, at vi i 20’erne oplever, at masser af klimabevidste unge går efter at få en uddannelse inden for fødevaresektoren. De tiltrækkes af de meningsfulde jobs, som handler om at trække samfundet i en grøn retning. På marker. I køkkener. På mejerier. På havne. I laboratorier. Uanset hvilken baggrund de kommer fra. Eksplosionen i udbuddet af klimavenlige fødevarer er ikke bare godt for klimaet, men også for antallet af jobs og samfundsøkonomien. Især når det gælder plantebaserede fødevarer, kommer det til at gå hurtigt. Vildt hurtigt.

Kort fortalt er en helt ny generation af kreative, modige og ambitiøse landbrugere, mejerister, kokke, diætister, teknikere, ingeniører, kemikere og forskere med klima- og vækstambitioner i 2030 i fuld gang med at give fødevaresektoren energi og dynamik.

Samtidig har teknologiske tigerspring op igennem 20’erne gjort animalske fødevarer langt mere klimavenlige. Kvæget udleder mindre metan, fordi vi har udviklet tilsætningsstoffer til foder. Og høns og grise spiser mindre korn og soja, fordi vi har udviklet proteinholdigt bioraffineret græs. Overalt eksperimenteres der med at bruge bioraffinering til at lave smagsaromaer og øge proteinindholdet i fødevarer. Danmark befinder sig midt i en bioøkonomisk revolution, som baner vejen til ny mad og smagsoplevelser.

At det i 2030 er lykkedes at gennemføre en grøn omstilling af hele fødevaresektoren og danskernes madvaner, har gjort Danmark til en stormagt, når det gælder klimavenlig mad. Som andre lande naturligt lader sig inspirere af og kopierer. Dermed har vi fået en indflydelse på klimakampen, der langt overstiger, hvad vores størrelse berettiger til.

Samtidig forestiller jeg mig, at vi i 2030 vil konstatere, at Danmark under ukrainekrigen i 20’erne fik vist omverdenen, at grøn omstilling er vejen til et robust globalt fødevaresystem, der kan skabe mad nok til alle. Grøn bioraffinering og plantebaserede fødevarer, der producerer mad til mennesker, er nemlig langt mere visionært og effektivt end at sætte den grønne omstilling på pause med henvisning til kriser og krige. 

Dét er min vision for 2030. Og som det vil fremgå af bogen her, er jeg bestemt ikke den eneste, der har ambitioner om en gennemgribende grøn omstilling af hele madlandskabet.

Her er, hvad jeg vil gøre. Med den ene hånd vil jeg inspirere og hjælpe danskerne til at ændre kostvaner. Og med den anden hånd vil jeg inspirere og hjælpe fødevareerhvervet til at udvikle et helt nyt univers af velsmagende klimavenlig mad. Det ene forudsætter det andet. Begge hænder er nødvendige

 

 

 

 

 

 

 

Udfordringerne i forhold til at ændre madvaner

Men hvordan når vi derhen? Som politiker kan jeg ikke gøre noget alene, men jeg kan udstikke en kurs og invitere tidens stærkeste kræfter med på rejsen.

Her er, hvad jeg vil gøre. Med den ene hånd vil jeg inspirere og hjælpe danskerne til at ændre kostvaner. Og med den anden hånd vil jeg inspirere og hjælpe fødevareerhvervet til at udvikle et helt nyt univers af velsmagende klimavenlig mad. Det ene forudsætter det andet. Begge hænder er nødvendige. Lad mig først fortælle om mulighederne for at ændre danskernes kostvaner:

Klimarådet har lavet en rapport, som viser, at vi kan begrænse udledningen af CO2 fra vores mad med 31 til 45 % ved at følge regeringens nye kostråd. Det er vildt! Men det ville være unfair at tørre hele ansvaret af på den enkelte. Vi politikere skal inspirere og hjælpe danskerne til nye klimavenlige kostvaner.  

Bliver det nemt? Glem det. Det bliver sindssygt svært. Efter min mening står vi over for mindst fire udfordringer. 

Den første er ’vanens magt’. Vores madvaner er et resultat af et levet liv og er sindssygt svære at ændre. Hvis man er vokset op med familiens karbonader, frikadeller og pariserbøf, er det også noget, vi forbinder med kærlig omsorg. Så springer man ikke bare over til rød linsesuppe over night. Vanens magt er en mega udfordring. 

Men det er ’ganens magt’ også. Vi mennesker forbinder madoplevelser med livskvalitet. Med det gode liv. Og er der noget, vi ikke har lyst til, så er det at skære ned på vores livskvalitet og det gode liv. Hvis man er vild med den der pariserbøf med kapers, rå æggeblomme og peberrod, så oplever man, at man reducerer sin livsglæde, når man pludselig skal holde op. Så det vil man ikke. Og da slet ikke, hvis der er nogen, der kommer og fortæller én det. 

Det er den næste udfordring: at vi mennesker synes, det er ufedt at skulle adlyde regler fra oven. Som Halfdan Rasmussen har beskrevet det i et af sine fremragende børnedigte – Forbudtland: ”Selv den sjoveste badutmand har det rædsomt i Forbudtland”, hvorimod ”selv en trist kalotmand har det herligt i Mågodtland”.

Hvem foretrækker at have det herligt i Mågodtland? Jeg gør! Endelig handler den fjerde udfordring om, at klimavenlig kost nemt kan gå hen og blive en indforstået snak, den højere middelklasse tager med sig selv. Jeg hører mange, der siger: ’Jeg spiser mindre kød, end jeg gjorde tidligere’. Og det er da herligt. Jeg er også med på bølgen, selvom jeg også stadig godt kan lide en rød bøf om lørdagen. Men vi må ikke glemme, at den højere middelklasse ikke fylder ret meget i statistikkerne. Det er altså først den dag, betonarbejderen Allan fra Struer og hans kone, sosu’en Lise, sætter linsesuppen og vegetarburgeren på bordet, at det for alvor rykker. 

Det handler om at forandre – sammen

Af en række årsager er det ikke nemt at flytte vores madvaner. Men hvad så? Skal vi give op? Erkende at klimavenlig mad er Mission Impossible? Nej. Det bliver svært at ændre kostvaner. Men det er en bunden opgave. Og den er ikke umulig. 

For mig at se er der tre veje frem. Det handler om at kommunikere i øjenhøjde, med humor og med fokus på Mågodtland. Det handler om at bruge nye originale nudginggreb. Men frem for alt handler det om at engagere kræfter i madlandskabet og indgå alliancer med organisationer, tænketanke, kendisser, køkkenpersonale og mange andre helt ude i de yderste led. 

Det handler om at forandre – sammen. Bogen her er ét langt eksempel på ambitionen om at gribe ud efter de kræfter og de ildsjæle derude, der kan inspirere til den store forandring. Vi taler om kokke, landbrugere, tænketanke, eksperter og kendisser, som gennem deres ord, argumenter, visioner og mad kan inspirere og trække os alle i en mere klimavenlig retning. 

Professionelle køkkener kan rykke 

Eksempelvis har det professionelle køkkenpersonale i form af kokke og økonomaer en stor indflydelse gennem deres praksis. Hver dag bliver der tilberedt 650.000 måltider i offentlige kantiner, på skoler, i børnehaver og på plejehjem. Tænk, hvis de madprofessionelle tilberedte endnu flere klimavenlige måltider? At der var endnu flere smagfulde og klimavenlige alternativer i buffeten i kantinen? Så ville vi for alvor kunne flytte noget. Tallerken for tallerken. 

Og vi ville også kunne sætte en ny bølge i gang. For hvis man får klimavenlig mad hver eneste dag i kantinen, i skolen og i børnehaven, så vil man være mere tilbøjelig til at tilberede klimavenlig mad derhjemme. For resten af livet. Derfor har regeringen satset meget på klimaomstilling af offentlige køkkener gennem puljer, kostråd, minimumskriterier for offentlige indkøb og andre initiativer.

Kampen mod madspildet 

Et andet eksempel, der viser, hvor vigtigt det er engagere mennesker og bruge nye originale greb, er kampen mod madspildet. Klimamæssigt er det ikke kun den mad, vi putter i munden, der er interessant. Det er den mad, der aldrig når frem til munden, også: madspildet.

Over 800.000 tons mad går til spilde hvert år. Det svarer til, at hver familie smider to måneders aftensmad ud om året. Man skal altså forestille sig et kæmpe bjerg af kød, grøntsager, mejeriprodukter og meget andet, som det har krævet 1,8 mio. tons CO2 at producere. Men vi kan gøre noget ved madspildet. 

Derfor har regeringen sat en række tiltag i gang. Det sker blandt andet i regi af tænketanken ”One\Third”. Det sker gennem frivillige aftaler for fødevarevirksomheder. Det sker via visionære rollemodeller. Og meget andet. 

’Madlandskab 2030’ præsenterer et stort persongalleri af nytænkende og inspirerende madmennesker, som netop kan det dér med at gå nye veje og kombinere smag på helt nye måder. Dem har vi brug for på vejen mod den store kulturforandring.

 

 

 

 


 

 

Med den anden hånd skal vi øge udbuddet af klimavenlig mad

Vi kan gøre meget for at flytte danskernes kostadfærd med ny kommunikation, nye greb og involvering. Men sagen er, at selvom vi gør alt, hvad vi kan, for at inspirere danskerne til at ændre kostvaner, så kan vi ikke lykkes, hvis vi ikke får skabt et nyt univers af smagsoplevelser.  

Igen er vi oppe mod ganens magt. For kød smager jo herligt, ikke? Derfor er det helt afgørende, at vi ikke taber det hele på køkkengulvet, hvis vegetarretten er flad og kedelig. Derfor skal vi inspirere danskerne til at ændre madvaner og spise endnu flere, lækre grøntsager. Det sker med den ene hånd – og med den anden hånd inspirerer vi erhvervet til at skabe et helt nyt udbud af klimavenlige smagsoplevelser.

Landbrugsaftalen, som blev indgået i oktober 2021 med stort set alle folketingets partier, er et offensivt og stærkt svar på udfordringen med, at mange forbinder klimavenlig kost med fravalg. Med aftalen ruller vi paletten med helt nye smagsoplevelser og klimavenlige fødevarer ud. F.eks. etablerer vi en ny Fond for Plantebaserede Fødevarer og afsætter endnu flere penge til at støtte denne produktion. Derfor kommer det reelle danske landskab også til at ændre sig med aftalen. Vi får gjort mere plads til spændende, nye afgrøder og mere mangfoldig natur, fordi vi i de kommende år vil se med nye øjne på de landbrugsarealer, der dækker en stor del af vores land.

Politisk kan vi skabe gode rammer for udvikling med forskning, viden og samarbejdsprojekter. Det er der vilje til, også blandt mine kolleger her i bogen. Men vi politikere kan ikke skabe forandringen og det store ryk alene. Den skal skabes af erhvervet. Dem har vi taget i ed i denne bog. Men vi politikere kan alligevel gøre brug af en vigtig værktøjskasse. Indsatser som det kommende klimamærke, vi skal kunne finde på varerne i supermarkedet, er en efterspurgt politisk indsats, der skal føres ud i livet sammen med erhvervet. Der er også fiskekvoterne, hvor vi allerede nu tager forskernes ord alvorligt om de pressede bestande af fisk. Det er især torsken, der er udsat – med en kraftigt reduceret kvote til følge. 

Denne politiske handlevilje vil vi se mere af i årene frem, og det er med den i baghovedet, at jeg også læser bogens mange bud på forandring. Mindre bureaukrati og besvær til differentieret moms på fødevarer og skolemad til alle vores børn er bare nogle af de politiske ideer, der kommer frem som spændende løsningsforslag.  

Derfor er det så vigtigt, at kreative mennesker med sans for mad går forrest. ’Madlandskab 2030’ præsenterer et stort persongalleri af nytænkende og inspirerende madmennesker, som netop kan det dér med at gå nye veje og kombinere smag på helt nye måder. Dem har vi brug for på vejen mod den store kulturforandring. En række af dem kan du møde i bogen her. Jeg har stor respekt for alle deres visioner og skarpe forandringsforslag, selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i dem alle.

Det handler om at engagere mennesker

Men den vigtigste nøgle til succes, når vi skal omstille madlandskabet i klimavenlig retning, er dét at engagere mennesker. Bred involvering, slet og ret. Det er nemlig kun ved at involvere de mennesker og kræfter, som kan bære forandringen igennem derude, at vi flytter noget på madområdet.

Derfor skal vi engagere borgerne. Og fødevareerhvervet. Og de grønne NGO’er. Og landmændene. Og eksperterne. Og ildsjælene. Og de offentlige køkkener. Og kokkene. Og madskribenterne. Og tænketankene. Og lærerne. Og børnene. Og de unge. Og mange andre. 

Hvis vi lykkes med dette ambitiøse forandringsprojekt, har vi ikke bare skabt et stærkt og klimavenligt madlandskab i Danmark, så har vi også inspireret resten af verden i kampen mod klimaforandringerne.

Globusser set gennem et prisme