Marie Bjerre, Venstre:

Vi skal vide, hvad det betyder, hvis vi har et meget stort kødforbrug – også for vores sundhed. Den viden gør, at vi tænker lidt mere over, hvad det er, vi spiser. Hvad det er, man har lyst til at spise. Jeg kan mærke det selv. Jeg spiser sundere og mere klimavenligt, end jeg har gjort før. Især tænker jeg meget over at spise i forhold til sæson. F.eks. elsker jeg blåbær på min yoghurt om morgenen, men det er ikke så smart i vinterhalvåret. Så må jeg putte æble på i stedet.

 

Marie Bjerre er folketingsmedlem for Venstre og ordfører for
bæredygtighed, klima og verdensmålene.

Hvis der skal være mad nok til hele jordklodens befolkning, bliver vi nødt til at spise meget mere klimavenligt og også gerne meget sundere. Det er vi som politikere nødt til at tage ansvar for. Ensrettede klimadata, klimamærket, kampagner og en politisk dagsorden med fokus på problemerne er mine vigtigste politiske værktøjer til at gøre noget. For mig er det nemlig vigtigt, at kost forbliver et personligt ansvar. Jeg tror ikke på, at man når særligt langt med forbud, ensretning og regulering. Man skal i stedet selv have lyst til at ændre sin kost.

Vi ved fra undersøgelser, at danskerne gerne vil spise mere klimavenligt. Men det er svært at vide, hvordan man gør. Politisk kan vi oplyse om klimadata og italesætte problemerne: hvad er sundt, hvad er klimavenligt, og hvad er i sæson. Alt det kan være med til at lave den kulturændring, vi har brug for. 

Jeg frygter for meget regulering. Hvad der er rigtigt at spise må ikke trækkes ned over hovedet på én. Forandringerne skal ske ad frivillighedens vej. Men det er også helt afgørende, at det sker i et stærkt samspil med erhvervet, som kan se en forretning, hvis efterspørgslen er der.

Politisk kan vi oplyse om klimadata og italesætte problemerne: hvad er sundt, hvad er klimavenligt, og hvad er i sæson. Alt det kan være med til at lave den kulturændring, vi har brug for.

 

 

 

 

 

Vi ved, at vi skal have noget andet mad på vores tallerken: mindre kød og flere grøntsager. Og det stærkeste vi her kan gøre er, hvis børnene får den viden med hjemmefra. Vi skal derfor inspirere og vejlede forældre med indsatser, der er lokalt forankrede og afstemte, så børnene kan tage de gode vaner med sig videre i livet.  
Men der mangler meget viden om mad. Viden om sæson. Hvornår en vandmelon smager bedst. Viden om hvor maden kommer fra. Viden om hvad der er sundt og klimavenligt. Hele den dagsorden skal vi som politikere gå ind i. Og lave nogle indsatser, som kan gøre det personlige valg nemmere. Her er klimamærket og ensartede klimadata et godt værktøj. 

Der skal selvfølgelig også være plads til at spise kød. Men vi skal vide, hvad det betyder, hvis vi har et meget stort kødforbrug – også for vores sundhed. Den viden gør, at vi tænker lidt mere over, hvad det er, vi spiser. Hvad det er, man har lyst til at spise? Jeg kan mærke den viden på min egen tallerken. Jeg spiser sundere og mere klimavenligt, end jeg har gjort før, og især tænker jeg meget over at spise i forhold til sæson. 

Det er så meget stærkere med en indre motivation, i stedet for en ydre, der siger: ’nu skal du gøre sådan her’. Har man den indre motivation, er man også villig til at gå lidt længere. Og inspirere sine omgivelser. Vi må ikke overlade ansvaret for at spise klimavenligt til os politikere eller til staten. Det er det personlige ansvar, der er det allervigtigste. Så det ikke er andres skyld, hvad jeg spiser. 

Lige nu har vi en lidt dårlig sammenhæng i vores indsats, for vi ved jo, at folk gerne vil leve mere klimavenligt, men ikke gør det, bl.a. fordi det er for svært.

 

 

 

 

 

Kommer vi ikke i mål i 2030, må vi se hinanden i øjnene. For så var det ikke godt nok, det vi gjorde. Og så kan det være, at værktøjer, som f.eks. skatter, afgifter og genanvendelse, kan bruges bedre, så det personlige valg bliver endnu lettere. Lige nu har vi en lidt dårlig sammenhæng i vores indsats, for vi ved jo, at folk gerne vil leve mere klimavenligt, men ikke gør det, bl.a. fordi det er for svært. Og det er jo fordi, vi ikke har værktøjer, der har fulgt med de ønsker, der rent faktisk er. Vi skal oplyse, oplyse, oplyse. Og vi må aldrig tage det personlige ansvar fra folk. Der er forbrugerne selv, der vælger. 

Globusser set gennem et prisme