
Verdens nemmeste mayonnaise

Smagsgiver og fuld udbytte
Vi vil have alle mere i køkkenet i 2030. Så det skal være nemt! De fleste bliver skræmt ved tanken om at lave mayo fra bunden, men når man bruger stavblenderen, tager det pludselig kun fem minutter.
Dette er en basisopskrift, variér den efter din egen smag. Put f.eks. chili, estragon, salvie eller hvidløg i. Og har du lavet Grøn olie, kan du også erstatte halvdelen af olien i opskriften med den.
Hvis du vil lave en vegansk mayonnaise, kan du i stedet for æg bruge ½ dl kikærtevand – f.eks. fra en dåse kikærter.
Opskrift
Tilberedningstid: 5 minutter
Ingredienser
1 æg
1 tsk groft salt
1 tsk sennep
1 tsk syre – f.eks. eddike eller citron
Citronskal fra en halv citron
2 dl smagsneutral olie som f.eks. raps
Stavblender
Fremgangsmåde
Hæld æg, salt, sennep, syre og citronskal i et litermål. Nu hældes olien langsomt i, så den lægger sig øverst.
Tag en stavblender ned i bunden af litermålet, og tænd den. Løft herefter langsomt stavblenderen opad og rundt i litermålet, til mayonnaisen bliver jævn og ensartet.
Smag til med salt, peber og evt. urter eller krydderier.
Anret f.eks. sammen med muslinge-ceviche.