Smagsgiver og fuld udbytte

Kimchi er en traditionel koreansk spise af fermenteret grønt, især kål, men her er den lavet med sæsonens danske råvarer.

Porrekimchi kan holde sig i ca. 3 måneder.

Opskrift

Trækketid: 5-10 dage
Tilberedningstid: 20 minutter

Ingredienser

2 hele porrer eller 2 bundter forårsløg, alt efter sæson
20 g kimchi-pasta eller chilipulver 
20 g groft salt
1 skoldet patentglas eller andet glas med låg

Fremgangsmåde

Skær top og bund af porrerne/forårsløgene, og skær dem i tynde skiver. Skyl dem grundigt. 

Kom dem i en skål sammen med kimchi-pastaen og salt.

Massér alle ingredienserne godt sammen, til porrerne afgiver saft – brug evt. handsker. Hæld blandingen i et patentglas sammen med saften, der nu udgør saltlagen. Pres det godt ned i glasset med dine hænder. Saltlagen skal dække helt. Hvis du har masseret porrerne godt nok, vil der være lage til at dække det hele.

Sørg for, at der er 3-4 cm luft øverst i patentglasset, luk det, og stil det til at fermentere på en tallerken –ikke i direkte sol. Lad din porrekimchi fermentere i 5 til 10 dage ved en temperatur på mellem 18 og 20 grader. Er temperaturen varmere, kan fermenteringen gå hurtigere, er den koldere, kan det gå langsommere. 

Glasset skal åbnes hver dag for at frigive det tryk, fermenteringsprocessen danner. Smag på din porrekimchi efter 5 dage eller før, hvis den har stået lunere. Smag på den løbende indtil dag 10, hvor den bør være spiseklar. 

Stil din porrekimchi på køl, når den er færdig-fermenteret.