
Surdejspandekager

Fortidens teknikker
Pandekager fra bunden får en ekstra dimension, når den får lov at arbejde på køkkenbordet natten over. Den måde, surdejen bobler og giver levende pandekager på, er for os et ekstra højdepunkt, når man bruger weekendmorgenen sammen på forkælelse. Pandekagerne kan laves i en miniversion og bruges som lækre blinis til f.eks. stenbiderrogn.
Surdejen behøver ikke være aktiv, da den kun er med for at give smag og dybde til pandekagerne.
Du kan tilføje dejen vanilje, kardemomme eller kanel efter din smag.
Opskrift
Trækketid: minimum 12 timer
Tilberedningstid: 30 minutter
Ingredienser (4 personer)
125 g hvedemel
125 g surdej
15 g sukker
200 g mælk
1 spsk eddike
Fremgangsmåde, aftenen før
Pisk alle ingredienser sammen i en skål, og lad det stå tildækket natten over på køkkenbordet. Dagen efter laves dejen færdig.
Ingredienser til færdiggørelse af dejen, dagen efter
25 g smeltet smør 1 æg
1 tsk salt
1 tsk natron
Smør til stegning
Fremgangsmåde, dagen efter
Bland fordejen fra i går med smeltet smør, æg, salt og natron og pisk det sammen, til det er fri for klumper. Natronen får dejen til at hæve og boble. Denne opskrift giver tykke, fluffy pandekager. Hvis du vil have tyndere pandekager, tilføj ekstra mælk.
Smelt en lille klat smør på panden og hæld en gryde-skefuld af massen på. Steg ved middelhøj varme i ca. 2-3 minutter. Vend og gentag på den anden side. De må gerne få lidt brun skorpe. Gentag til al dejen er lavet.
Nyd pandekagerne med marmelade, sirup eller frisk frugt.