Hent Madlandskab 2030
Ikke bare spiser vi mad hver dag, men gennem vores traditioner og madkultur påvirker vi hinanden med hvilke råvarer og måltider, vi sætter til livs – og med hvem og hvordan.
Sammen med nogle af de mange professionelle mennesker, som hver dag har ansvar for vores mad og måltider, tegner Madlandskab 2030 et billede af hvordan maden skal spille en helt centrale rolle. Med klimaet som en ny gæst om bordet er der sat en stærk dagsorden: Vores mad skal være mere bæredygtig. Hvordan den kan blive det, handler denne bog om.
Fødevareminister Rasmus Prehn fortæller i sin politiske vision for Madlandskab 2030, at med landbrugsaftalen og De Officielle Kostråd fra 2021 er klimaets reduktionsmål for første gang blevet en integreret del af madlandskabets udvikling. For at få forandringer på vores tallerkener skal både kostrådene og andre ideer ud at flyve. Vi skal inspirere og møde hinanden med nye smage, nye råvarer og produkter, nye fællesskaber og samarbejder.
Inspirerende stemmer
16 madprofessionelle fortæller om deres visioner for madlandskab 2030. De er eksperter inden for hver deres felt - fra de kokke, som går forrest og inspirerer vores brug af nye klimavenlige retter til de ildsjæle, som kerer sig om næste generations kompetencer og trivsel. Deres erfaring og visioner giver inspiration til forandringerne - hos borgerne og i erhvervet.
Andre stemmer er forenings- og brancheledere samt politikere, som på hver deres måde kæmper for klimaet og for bedre spisevaner. Også de har stærke visioner for og ideer til hvilke veje samfundet skal gå frem mod et nyt madlandskab i 2030.
En række faglige essays om vores ressourcer, kostråd, madspild og de professionelle køkkeners faglighed favner det grundlag, vi står på for at kunne forandre. Det handler også om vores opgaver ude i den store verden og om den danske madkultur, der har vist, at den er lykkedes med at forandre sig over tid.
Fremtidens tallerken
Og hvad serveres der så på fremtidens tallerken? Det er i sidste ende dét, det drejer sig om. Det ser en gruppe unge fra Gram Højskoles forårshold på - fra linjen Naturkraft med fokus på køkkenet og naturen. Med 17 opskrifter som f.eks. ’Sol over bønnerne’ og ’Tang-chips’ får vi indblik i deres fremtidskøkken, hvor de selv indsamler råvarer, undgår madspild og tilbereder smagsgivere af skrog og porretoppe.
Nye løsninger
Intentionen med Madlandskab 2030 er at inspirere til nye løsninger på klimavenlig mad – med nye råvarer fra land og hav, nye generationer i den professionelle madverden, nye værdikæder fra jord til bord, nye samarbejder, nye retter og nye beslutninger. Nogle af løsningerne kender vi i dag, andre skal vi lede efter. Skarpt og uskarpt.
Til hver af de 16 madprofessionelles fortællinger er valgt et objekt, der indfanger deres vision. Med brug af prismer og en projektor er ønsket med billederne at formidle energi og vilje til forandring – i en dynamik, lyst og tro på, at vi kan løfte forandringen sammen.