Isoleret set er madspild et af de mest effektive indsatsområder i kampen for at redde klimaet. En tredjedel af verdens mad går tabt på vej fra jord til bord. Det svarer til 10 % af den globale udledning af drivhusgasser. Sammen med nye forståelser, ny teknologi og nye partnerskaber skal vi omsætte madtab og madspild til ressourcer for nye produkter. Og her kan vi alle gøre en indsats.

 

I 2030 vil de helt store aktører inden for fødevarebranchen være dem, som har formået at udnytte deres side- og reststrømme fra produktionen. Det vil sige alt det, vi tidligere har kaldt rester, alt det, der er blevet tilovers. Det er, når bryggerierne trækker sukkerstoffer ud af korn for at gære øllet. Så er der såkaldt mask tilbage. Denne mask indeholder en masse protein og fibre, og bliver den behandlet nænsomt og på den rette måde, kan der blive lavet nye fødevarer af den. Det kan f.eks. være alt fra mel og chips til morgenmadsprodukter. 

Der er også frugtpulp fra vores juiceproduktion. Den udnyttes i brød, kager, knækbrød og proteindrikke. Og de høner, som hver dag lægger æg til vores omelet, findes nu i en økologisk fond. Og det er med en dobbelteffekt, fordi vi ved, at umami-smagen fra en fond nedsætter vores behov for kød. Win-win. 

Madspildet i Danmark er uhyggeligt stort – både i industrien, transporten, distributionen og i hjemmet. Sammen med en stigende bevidsthed om begrænsningen af klodens ressourcer er en bevægelse i gang på alle niveauer. Målet er, at over halvdelen af spildet skal undgås inden 2030.

 

 

 

 

 

 

 

Fyrtårn – noget, verden taler om

Alt dette sker, fordi der er en økonomisk gevinst, og fordi affald og rester i stigende grad bliver set som en ressource. Nye forretningsmuligheder, brancher og erhverv vil opstå – og med dem følger gode økonomier og nye arbejdspladser. 

Den fælles, globale målsætning om at halvere verdens madspild og fødevaretab i 2030 fra 3,4 mia. tons til 1,7 mia. tons betyder, at råvarerne og maden skal være omgærdet af respekt, forståelse og omsorg, for at det kan lykkes – i alles bevidsthed fra landmand og fødevarebranchen til hjemmenes amatørkokke. CO2-udledningen vil falde markant, og de over 5 mia. kr., der ikke længere går til at smide spiselig og energiladet mad ud, kan nu bruges til andre og bedre ting. 

Som forgangsland skal Danmark være med til at inspirere andre lande med vores erfaringer og innovationer om madspild, så flest muligt verden over kan bidrage mest muligt – til mindre madspild, bedre ressourceudnyttelse og et mindre klimaaftryk. 

Oplysning, data og deling

At reducere den store mængde madspild kræver en systematisk indsats af forbrugerne, fødevaresektoren og hele samfundet – en indsats, der skal være kendetegnet ved samarbejde, udvikling og deling på tværs.  

Forbrugerne skal blive rigtig gode til at smide mindre mad ud, og de skal inspireres til nye retter, hvor de blandt andet kan bruge resterne fra i går. Denne indsats skal understøttes af systematiske, målrettede oplysningskampagner, der har fokus på viden og adfærdsændringer, mulighed for billige køb af overskydende mad og en mere fintmasket affaldssortering. På den nationale madspildsdag hvert år den 29. september demonstreres nye ideer til dig og mig, så vi ikke glemmer, hvor formålsløst det er at fodre skraldespanden.   

For virksomhedernes madspild er der brug for at få langt bedre data, som kan sikre mere præcise mål for madspildet og systematisere de forskellige initiativer, kontrakter og samarbejdsformer, der bidrager til at reducere madspildet – både i og mellem virksomhederne.  

Hele motoren for madspildsindsatsen i virksomhederne er, at ’vi sætter i gang’, ’vi tager ved lære’, ’vi måler’ – for der er behov for at gå helt nye veje i indsatsen for at nå målet. Og så ’deler vi’ de gode erfaringer, teknologier og innovationer, der evt. kan skaleres og batte, ikke bare nationalt, men også globalt. En international såkaldt ISO-standard for måling af madaffald og madspild kommer til at blive et nøgleredskab for virksomhederne. Standarden vil betyde, at de både formelt og reelt kan justere deres indsatser og målrette dem og offentliggøre resultaterne uden  risiko for at blive hængt ud for ’green washing’.

Og så er der det affald, der hverken kan genbruges eller blive til nye produkter. Madaffald som løgskaller eller toppen af en ananas. De skal helst ned i bunken af madaffald, som herefter f.eks. kan anvendes til biogas. 

Frivillige aftaler

Det er især de frivillige madspildsprojekter, der får virksomhederne og Danmark med på vognen. ”Danmark mod Madspild” er et sådant projekt, hvor fødevarebranchen gennem frivillige partnerskaber samarbejder om at reducere deres madaffald og madspild.

ONE\THIRD – Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab har taget initiativ til projektet. De har inviteret hele fødekæden fra jord til bord og samlet branchen, interessegrupper, offentlige myndigheder og forskningsmiljøet om at finde løsninger.  ONE\THIRD udvider indsatsen med endnu et projekt baseret på frivillige partnerskaber. Her er det kommuner, regioner og staten, der er inviteret, og som skal forpligte sig til at måle madspildet i de offentlige køkkener og madordninger, sætte ind med målbare indsatser, justere og lære – og dele deres erfaringer. 

Undervejs kan der opstå behov for gode råd og bistand. ”Madspildsjægerne 2.0” er et projekt, der har fokus på detail- og engrosleddet. Her tilbyder et rejsehold af fødevarefaglige eksperter bistand til forretningerne om, hvordan de kan mindske deres madspild i produktionsprocessen eller donere den overskydende mad, der ellers kunne have lidt en ilde skæbne i skraldespanden.

Man kunne fristes til at ønske sig et egentligt forbud for professionelle mod overhovedet at smide spiselig mad ud.

 

 

 

 

 

Politiske muskler

Tænketanke, strategier, aftaler, samarbejder, kampagner og økonomiske tiltag – alle er effektive og gode greb for, at vi i Danmark kan nå en reduktion på over 60.000 tons madspild om året frem mod 2030. 

Man kunne fristes til at ønske sig et egentligt forbud for professionelle mod overhovedet at smide spiselig mad ud. Og det kunne nok også give de danske fødevarevirksomheder et endnu stærkere incitament til at se på deres rester med nye øjne, så selv ikke en bananskræl går tabt – hverken på rejsen til supermarkedet, hos producenterne eller hjemme i frugtskålen.

Men et forbud vil ikke kunne gøre det alene. Det gør derimod viden, ideer og indsigter, der med inspiration og motivation vil øge vores fantasi, så både side- og reststrømmene kan blive omsat til nye produkter, nye smage og nye måltider og til en ændring af vores adfærd. 

En pose penge vil også kunne gøre noget – f.eks. er donationsleddet ofte løftet alene af frivillige kræfter, og det vil derfor gøre en stor forskel at få denne del af kæden professionaliseret, så den bliver en naturlig del af virksomhedernes arbejdsgange. Civilsamfundet er afgørende for den indsats, der er nødvendig. Mange mennesker er engageret i netop distribution og fordeling til samfundets udsatte grupper og støttes af fonde m.fl. 

Indsatser på alle de mange forskellige niveauer er afgørende for, om vi i 2030 kommer i mål med at halvere både madspildet og madtabet.